Når startskuddet aldrig lyder: At vågne op til livet med Pink Floyds 'Time'
Introduktion
Vi kender det næsten alle sammen. Følelsen af at vågne op en dag og med et chok opdage, at årene er fløjet forbi, mens vi havde travlt med at planlægge fremtiden eller vente på det helt rigtige øjeblik. Vi sætter hverdagen på pause i en form for tryg, men drænende venteposition. Dette universelle og dybt menneskelige drama fanges mesterligt i Pink Floyds mesterværk, sangen Time.
At vente på det startskud, der aldrig kom
Sangen beskriver et menneske, der lever i en tilstand af dvale, overbevist om at tiden er en uendelig ressource: "You are young and life is long and there is time to kill today". Pludselig rammer erkendelsen af den biologiske virkelighed: Ti år er forsvundet ud i den blå luft.
Hvorfor sker dette? Sangen giver selv svaret: "Waiting for someone or something to show you the way". Den eksistentielle psykiater Irvin Yalom kalder dette for myten om "den øverste frelser". Af frygt for frihedens ansvar venter vi på, at en anden – en partner, en chef, universet – skal give os tilladelse til at leve og fortælle os, hvornår vi skal løbe. "No one told you when to run, you missed the starting gun". Vi fralægger os ansvaret for at designe vores eget liv, og når vi udskyder livet på denne måde, brænder vi inde med vores sande potentiale.
“No one told you when to run, you missed the starting gun”
I min praksis med korttidsterapi anerkender jeg den akutte smerte og det "iltvind", det giver, når strategien med at udskyde livet bryder sammen. Vi venter ofte på en ydre frelser, der skal give os tilladelse til at leve. Men når vi udskyder livet, brænder vi inde med vores sande potentiale. For at stoppe denne blødning af tid må vi skabe et stabilt fundament her og nu. Vi må indse, at selve livet ikke er ude i fremtiden; det er den vej, vi træder på i dag.
Den stille fortvivlelse og det falske selv
Bandet beskriver konsekvensen af denne passivitet som at klamre sig til tilværelsen i "stille fortvivlelse" – det, de kalder den engelske måde ("Hanging on in quiet desperation is the English way"). Dette er billedet på social konformitet og undertrykkelse.
Carl Rogers ville pege på, at dette kvæler vores aktualiseringstendens – vores medfødte drivkraft mod vækst og udvikling. Vi tager en maske på for at passe ind og være "normale". Vi smiler udadtil, men vi bærer rundt på ufærdige drømme og mærker tomheden vokse. Når illusionen om evig tid kollapser, rammes vi af det, Viktor Frankl og Irvin Yalom kalder eksistentiel skyld. Det er smerten over de "planer, der blev til ingenting", og gælden til os selv for det liv, vi ikke turde leve fuldt ud.
Ishiki: At finde hjem til dig selv gennem Østens visdom
Sangen ender med den hjerteskærende erkendelse af en pludselig afslutning: "The time is gone, the song is over, thought I'd something more to say". For at undgå dette smertelige punktum og bryde fri af den stille fortvivlelse, har vi brug for at finde tilbage til Ishiki – det trygge, bevidste rum indeni, hvor sind, følelser og ånd mødes.
Gennem Østens visdom må vi integrere Mujō; den radikale accept af, at alt er foranderligt, at intet varer evigt, og at tiden altid flyder. Det er netop denne erkendelse af vores egen sårbarhed og dødelighed, der kan vække os til handling og få os til at leve autentisk.
Værktøjer til din egen rejse
For at genvinde forfatterskabet over dit eget liv, kan du støtte dig til disse principper fra Ishiki-tilgangen:
-
Indse, at der ikke kommer nogen og giver dig startskuddet. Du er forfatteren til dit eget liv. Træf et valg i dag, uanset hvor lille det er, og tag ejerskab over din retning.
-
Bryd med den "stille fortvivlelse" og de ydre forventninger. Tillad din aktualiseringstendens at folde sig ud ved at turde sige det, du mener, før sangen er forbi.
-
Lad ikke planer forblive halvfærdige sider. Skab mening i nuet gennem konkrete handlinger og forbindelser, i stedet for blot at "slå tiden ihjel".
-
Hovedpersonen i sangen løber desperat for at indhente solen. I stedet for at deltage i dette frenetiske ræs, så indfør Ma – det bevidste mellemrum i hverdagen. Det er i stilheden, at vi mærker efter, hvad vi i sandhed har brug for at sige og gøre.
Et spørgsmål til din egen rejse:
“Hvad er din egen “stille fortvivlelse”? Hvilke drømme eller ord holder du tilbage, mens du stirrer ud over horisonten og venter på det “rigtige” tidspunkt?”
Måske er tiden kommet til at slutte fred med, at solen er den samme, men du er blevet ældre – og at det netop er din menneskelige sårbarhed, der gør dit liv smukt og værd at leve i dag.
Fra sjæl til sjæl: Hvis du mærker, at tiden løber, og du har brug for et varmt, trygt og fordomsfrit rum til at genfinde dit fundament og din egen sande stemme, er jeg her. Du er altid velkommen til at række ud til mig for en gratis og uforpligtende forsamtale. Læs mere om opstart her: