Tatarernes Ørken: Om at vente på livet, mens tiden går
Introduktion
Vi kender det næsten alle sammen. Den stille, nagende følelse af, at det rigtige liv først for alvor begynder lige om lidt. Når vi får det rigtige job, når vi møder den rette partner, når børnene bliver større, eller når denne svære tid er overstået. Vi gør hverdagen til et venteværelse; en generalprøve på noget større.
I terapirummet og gennem min online terapi møder jeg ofte denne længsel. Det er en dyb, menneskelig smerte. Vi bliver fanger i vores egen venten, og glemmer at bebo det fundament, vi står på lige nu.
Fæstningen på grænsen af ingenting
I Dino Buzzatis geniale roman Tatarernes Ørken bliver den unge officer Giovanni Drogo udstationeret på en afsides, storslået fæstning. Hans opgave? At vogte grænsen mod et mytisk angreb fra tatarerne. Drogo planlægger kun at blive der i ganske kort tid. Men han fanges af den trygge rutine og af det berusende håb om den store, heroiske krig, der en dag skal give hans liv en ultimativ mening.
Som psykologen Abraham Maslow ville pege på, lider Drogo af "Jonaskomplekset": Flugten fra vores egen skæbne og frygten for vores egne bedste evner. Han bygger et idealiseret selv (helten, der venter) for ikke at skulle forholde sig til det menneske, han i virkeligheden er. Dagene bliver til måneder, og månederne bliver til årtier. Mens han står i vagttårnet og stirrer ud over den tomme ørken i håbet om morgendagen, bløder hans ungdom og hans virkelige liv langsomt væk.
“Tiden er flydt forbi ham, hurtigere end han kunne have forestillet sig, og han har ikke engang bemærket det. Den har taget alt med sig i sit fald.”
Illusionen om i morgen og spejlet i dag
Drogos fæstning er ikke blot bygget af sten. Det er en psykologisk tilstand, en eksistentiel krise, som resonerer dybt i vores moderne liv. Vi bygger mure af "burde" og "skulle" for at beskytte os mod den uforudsigelige virkelighed.
Den humanistiske psykolog Carl Rogers minder os om, at det gode liv er en flydende proces, ikke en fastlåst tilstand. Når vi lever efter et rigidt ydre manuskript, drives vi af et "eksternt evalueringslokus" – vi søger anerkendelse og mening udefra, i stedet for at mærke efter i os selv. I den korte terapi anerkender vi den akutte smerte, det giver at føle sig fastlåst i dette mønster. Før vi kan bygge et nyt drømmehus, må vi stabilisere fundamentet her og nu, og stoppe den blødning af tid, der sker, når vi flygter fra nærværet.
Ishiki og accepten af det ufærdige
Her kan den østlige Zen-filosofi fungere som et blidt og uundværligt spejl. Hos Ishiki arbejder jeg med at skabe kontakt til netop Ishiki – det trygge, bevidste rum indeni dig, hvor dit sind, dine følelser og din ånd smelter sammen. Det er i dette rum, vi kan begynde at omfavne begrebet Mujō; den radikale accept af, at alt er impermanent. Intet står stille, og smerten og tiden flyder.
Drogos største og sande sejr i romanen er ikke militær. Den indtræffer i hans sidste timer, da han giver slip på håbet om at være en mytisk helt, og i stedet med værdighed og ro accepterer sig selv som et almindeligt, sårbart menneske. Når vi omfavner Wabi-sabi – skønheden i vores egen ufuldkommenhed – falder presset.
Værktøjer til dig, der står i vagttårnet
For at bryde ud af vores egen fæstning og undgå at leve et "provisorisk liv", må vi kombinere psykologisk mod med bevidst nærvær:
-
Vi står altid over for valget mellem at træde tilbage i sikkerhed eller frem mod vækst. Hav modet til at træde ud af komfortzonen. Sundhed betales med modets mønt.
-
Spørg dig selv: Gør jeg dette, fordi det virkelig tilfredsstiller mig, eller fordi det forventes af mig? Flyt dit evalueringslokus fra de ydre forventninger tilbage til din egen mavefornemmelse.
-
Stop med at vente på den "perfekte" omstændighed. Gør det, du frygter mest – om det er at skifte spor, sige fra, eller blot acceptere din egen almindelighed. Handlingen i sig selv opløser ventepositionens angst.
-
Mød din hverdag med et åbent begyndersind (Shoshin) for at se skønheden i det velkendte. Skab små rum af bevidst stilhed (Ma) mellem dine tanker; det er her, helingen slår rod.
Et spørgsmål til dig:
“Hvad venter du på i din egen fæstning? Stirrer du ud over en ørken og venter på, at en fremtidig begivenhed skal komme og forløse dig?”
Måske er den største heltegerning i vores liv ikke at vente på det perfekte øjeblik. Måske er det at have modet til at kaste våbnene og træde ind i det ufærdige og ufuldkomne nu. Det er her, livet rent faktisk foregår.
Fra sjæl til sjæl: Hvis disse tanker vækker genklang i dig, og du mærker behovet for et trygt, empatisk rum til at udforske dit eget fundament, er du altid velkommen. Du inviteres varmt til at række ud til mig for en uforpligtende, gratis forsamtale. Læs mere om opstart her: